Bogstaver baner vejen for DM i Skills

På billedet: Markus Borre Christensen, Sami Cheikh & Lasse Koitsch

Når deltagere og nysgerrige tilskuere finder vej til Danmarksmesterskaberne i Skills, bliver de guidet af en installation, der er Hollywood værdig.

DM i Skills 23 afholdes de kommende dage i Fredericia, hvor dygtige elever fra landets erhvervsuddannelser skal konkurrere i deres fag. Konkurrencen er en tilbagevendende begivenhed, som i år finder sted i Fredericia. Installationen er for første gang på DM i Skills, og den vil fremover møde gæsterne, når de besøger DM i Skills.

Vi ville gerne lave noget, der er iøjnefaldende, og som vi selv synes ser flot og æstetisk ud. Derudover ville vi også gerne forsøge at integrere en grøn tankegang, så vi har ledt efter, hvad vi kunne gøre, der involverer erhvervsuddannelse og har en grøn profil.
Rikke Hvid, projektleder, Fredericia Kommune

Bogstaverne er lavet af restmaterialer fra THE UPCYCL. OSB-pladerne, som udgør kernen i bogstaverne, har nu fået nyt liv gennem en ekspertbehandling. OSB-plader er ideelle til et projekt som dette, og de pryder havnefronten i Middelfart i forbindelse med klimatopmødet.

Listerne på bogstaverne er lavet af restmateriale fra tømreruddannelsen, hvor træet fra lærlingenes projekter kan genbruges i nye projekter. Desuden er alle bogstaverne oplyste, så installationen ikke er til at overse ved mesterskaberne. 

Ideen bag det er, at vi kan bruge nogle af vores resterende materialer. Enden af stokken, der er på ydersiden af bogstavet, er noget, vi skærer ud af alle vores rester og affald, og alt, hvad de har brugt i alle hoveddelene her på tømreruddannelsen.
Søren Thams Paulsen, praktikinstruktør, HANSENBERG

De upcyclede bogstaver er produceret af tømrerlærlinge fra HANSENBERG, som også repræsenterer flere deltagere ved Danmarksmesterskaberne. De har både produceret et sæt bogstaver til rådhuspladsen i Fredericia og selvfølgelig til Messe C, hvor DM i Skills finder sted. Bogstaverne har allerede fået lov til at pynte på pladserne i hele januar, men de kommer for alvor til deres ret i de kommende dage, når DM i Skills 23 løber af stablen.

"Lærlingene synes, det er fedt, når de laver noget, som nogen kan bruge, i stedet for bare at smide det i skraldespanden", siger Søren Thams Paulsen, praktikinstruktør, HANSENBERG.

Hvis du selv vil se installationen i Fredericia, kan du gratis besøge DM i Skills i Messe C fra den 2.-4. februar. Her kan du selvfølgelig også opleve spændingen ved konkurrencerne og se de dygtigste elever fra erhvervsuddannelserne blive hyldet og givet en pris. 

Næste år fortsætter bogstaverne deres rejse til Roskilde, hvor de vil byde gæster velkommen til DM i Skills 2024.

Lavet af

Find New Waste-materialet fra denne case...

Har du lyst til at blive medlem?
Tilmeld dig her
Vil du vide mere?
Kontakt os