Endnu et cirkulært match er fundet! Denne gang er det mellem designhuset Rosendahl Design Group og Herskind Savværk.
Instore & Exhibition - udstillingsafdelingen - hos Rosendahl Design Group henvendte sig tidligere i år til THE UPCYCL, da de ønskede, at flere af deres kendte brands og designprodukter skulle udstilles i og med upcyclet træ. Det resulterede i et medlemskab hos THE UPCYCL, hvor vi som sourcingpartner straks gik på jagt efter træ i vores medlemsnetværk. Jagten stoppede hos virksomheden Herskind Savværk, som havde et kontinuerligt flow af restpartier i bøg, som Rosendahl straks forelskede sig i. Der blev hurtigt skabt et grønt match mellem den danske designgigant og Herskind Savværk, som dagligt producerer store ordrer af dørkarme.
Rosendahl bragte bøgetræet tilbage på tegnebrættet, og efter en kort designproces blev det produceret af vores tredje medlemsvirksomhed NORTO. Således blev Herskind Savværks restafskær en smuk erstatning for det konventionelle materiale i en skilteholder til Kay Bojesen. Så nemt er det at forvandle New Waste materialer til en god forretning!
Men det er kun begyndelsen: Snart vil produkter fra Rosendahl, Kähler Design, Holmegaard, Bjørn Wiinblad, Arne Jacobsen, Lyngby Porcelæn og Juna også skille sig ud i selskab med New Waste-materialer på messer og i butiksvinduer rundt om i landet.