Tapas og skærebrætter af afskær fra bordpladeproduktion

Et samarbejde, som måske ikke umiddelbart virker indlysende, er blevet en realitet. Resultatet er, at overskudsmaterialer fra bordpladeproduktion nu bliver upcyclet til at skabe tapas- og skærebrætter.

Det drejer sig om et partnerskab mellem interiørbrandet Underflod og PFP, som er leverandør af specialfremstillede bordplader.

Underflod har designet tapas- og skærebrætter ved hjælp af restmaterialer fra PFP's bordpladeproduktion. Disse overskudsmaterialer omfatter massivt træ fra udskæringer til vask og komfur samt afskær fra produktionen af køkkenbordplader.

Underflod har altid THE UPCYCL's materialebank med i designprocessen. Her ved vi, at det er muligt at få cirkulære materialer kontinuerligt. Som startup i den cirkulære verden er der masser af logistik, som skal løses. Gennem vores medlemskab har vi altid mulighed for at kontakte THE UPCYCL's medarbejdere, som er fleksible og kan hjælpe med at levere materialer, så det passer lige netop vores program. Er der materialer som man ikke kan se på hjemmesiden, er THE UPCYCL altid klar på at hjælpe med at finde dem.
Mads Maegaard Jørgensen, CEO og co-founder af Underflod

Underflod inkorporerer ikke kun cirkularitet i deres designproces, men inkluderer også et socialt element. Helt konkret samarbejder de i deres produktionsproces med både fængsler og beskyttede værksteder som leverandører.

Processen:

Når Underflod har købt træet til deres tapas- og skærebrætter hos THE UPCYCL, bliver det transporteret til Nørre Snede Fængsel. Her bliver brædderne skåret groft til. Når brædderne er skåret til, bliver de høvlet, så træet får en helt ny overflade. Efter høvlingen bliver de færdigfræset, så de ligner de færdige produkter.

Da Underflods logo eller gravering ikke kan laves i fængslets setup, sendes produkterne til værkstederne i Odense, hvor de sidste detaljer færdiggøres.

Til sidst pakkes tapas og skærebrætter hos Underflod i genbrugspapir, så de er klar til at blive leveret til forbrugerne.

Design og produktspecifikke detaljer:

Underflods tapas- og skærebrætter er designet med et minimalistisk og tidløst udtryk. Produkterne er af høj kvalitet og fremstillet af enten egetræ eller valnøddetræ for at sikre deres holdbarhed gennem årene. Begge produkter har en passende tykkelse for at forhindre, at træet deformeres, og for at forblive i vater.

Tapasbrættet er designet med fokus på det vigtigste aspekt, nemlig maden. Det findes i to størrelser og kan bruges til servering og som tallerken.

Skærebrættet er designet, så det kan bruges til at skære brød på siden med riller og vendes for at give en flad overflade til at skære f.eks. grøntsager.

Find New Waste-materialet fra denne case...

Har du lyst til at blive medlem?
Tilmeld dig her
Vil du vide mere?
Kontakt os